Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/164

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
148

Olga stod aandeløs bøjet frem over. Kunde hun blot gribe og holde den glødende Kugle fast!

Dampskibet løsnede et Kanonskud. Det rullede dumpt hen over Sundet som et Signal.

Tromsø-Sundets Maagesværme fløj op og skreg. Soløjet skuede endnu vemodigt ud over Fin­marken.

Et Skud til! — I samme Nu dukkede Solen ned.

Der herskede Dødsstillhed; selv Maagesværmene taug. Man hørte kun det rullende, avorlige Efter­døn af Kanonen.

Ikke én rørte sig der oppe paa Øens højeste Punkt. Bevidst eller ubevidst følte de, at noget guddomeligt havde sagt Farvel.

Da kom André med blottet Hoved ilende hen ad Vejen. Han holdt Hatten i Haanden, og der var en jagende Hast i hans Løb, som om der var noget, der forfulgte ham.

Da han naaede sin Hustru, var hans Aande­dræt heftigt og kort; hun kunde se, at hans Hjerte bankede voldsomt. Andrés Ansigt var askegraat, og hans Øjne vandrede ustadigt om­kring.

Olga stirrede paa ham i navnløs Rædsel.