Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/161

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
145

»Har du set det?« raabte han.

»Ja, men jeg har tillige hørt det.«

»Hvor?«

»I Aften, — paa Konserten.«

»Og hvad siger du dertil?«

»Intet —«

»Intet!«

»Nej. Jeg siger intet andet end, — det gør mig ondt for den unge Pige. Jeg siger intet andet, André —«

»Nej, — du »»siger intet andet!««

Olga foldede sine Hænder. Hendes Mand saa ikke, at de skælvede krampagtigt.

»Jeg er ikke skinsyg.«

»Nej, det skal Gud vide, du er ikke skinsyg!«

»Men du kan ødelægge hendes Rygte, André.«

André brast ud i en spottende Latter. »Du lille, dydsirede, barmhjertige Søster! Jeg for­sikkrer dig, du kan berolige din altfor ømme Samvittighed. At en Dikter, en Berømthed kurti­serer hende, skader hende saa langt fra, at det snarere hæver hende i alles Øine. At en Kunst­ners Øje vælger hendes Ansigt til Beskuelse, maa være hende en Ære.«

»En Ære!« sagde Olga. »En Ære det, som er en Forhaanelse!«