»Fordi dit Dikterkald er Guldkalven, som du har oprejst i Guds Sted og tilbeder.«
»Hold inde, dette gaar for vidt! Ved du ikke, et en Dikters Inspiration fordrer Hensyn fremfor alt i Verden?«
»Ikke fremfor alt! Ikke fremfor alt! Jeg ved bedst af alle, at en Dikters Inspiration fordrer Hensyn, at for den maa Etikettens og Selskabslivets Pligter vige, og du ved bedst, at jeg værner om dig med Argusøjne, forat du ikke skal forstyrres; men der gives højere Hensyn endnu, som du ikke kan blive fritagen for, blev du end den første af dødelige. Det Dikteralter bliver ikke velsignet, paa hvilket sønligt Pligt og en saadan Faders Kjærlighed skal ofres.«
Grev Wasili, der havde siddet fordybet i nogle Aviser, sprang her op.
Han kunde ikke holde det ud, han var i Fyr og Flamme.
»Hos en Dikter, madame, maa de ethiske Hensyn vige for de æsthetiske!« raabte han rasende, idet han holdt for Ørene og ilede ud.
»André! André!« raabte Olga i sin Hjerteangst. »Sælg ikke lig Esau din Førstefødselsret for en Ret Lindser!«
»Olga Wasili,« sagde André med sammenbidte
