Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/151

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
135

af noget udødeligt. Helten i mit ny Epos er Lap, jeg maa derfor nødvendigvis gøre Studier. Imidlertid, min Ven, behøver du ikke at være bange. Det første Afsnit af mit Epos foregaar paa Tromsø, jeg maa derfor, forat holde fast paa Stemningen, blive her, indtil det er færdigt. Først efter Jul rejse vi til Kautokejno.«

Olga sprang op.

»Først efter Jul! André, hvor kan du have Hjerte til dette? Den gamle Mand har ventet paa sin Søn i femten Aar, og naar Sønnen kommer, kan han i Stedet for øjeblikkelig at ile i hans Arme, være grusom nok til at lade ham vente endnu et halvt Aar.«

André vendte sig pludseligt om.

»Olga Wasili, det lader til, du har paataget dig det besværlige Embede at følge mig gennem Livet som min Samvittighed.

»Ja, Andre! Det er netop det, jeg vil. Jeg vil være din Samvittighed, der minder dig hver Gang, du gør Uret.«

»Her er ikke Tale om Uret. Jeg ofrer mit Hjerte for mit Dikterkald. Den Ide, der greb mig da jeg kom ind i Tromsø-Sundet, maa jeg først forløse, — jeg kan ikke rejse forinden.«