Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/150

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
134

men nu begyndte den at udbrede sig i stedse videre og videre Kredse.

Lapperne kom og gave Ejermanden frivilligt tilbage, hvad de havde laant eller stjaalet. Samvittigheden vaagnede op af sin Syndesøvn, og Brændevinsflasken begyndte at forvises.

»Gud være takket for den Herrens Velsignelse, der er kommen til Kautokejno!« skrev Andreas Thorsen i et Brev til sin Søn. »Maa han kun naadig bevare os fra, at Lappernes Fantasi lister sig ind i Vækkelsen; thi saa løber den løbsk og udretter en Djævelens Gerning. Den vil da blive vanskeligere at styre end den vildeste Ren.«

»Skulde det være muligt!« udbrød André. »Jeg var kun femten Aar, da jeg forlod dem, jeg kan derfor ikke mindes, om den samiske Fantasi virkelig var saa uregerlig. Jeg maa derhen og prøve, hvor rig den er. Det vilde være et fortrinligt Eksperiment til Belysning og Forstaaelse af deres Natur.«

»Vogt dig, André!« bad Olga. »En Dikter kan være Dikter, saa meget han vil, men han har ikke Ret til at eksperimentere med sine Med­menneskers Sjælefred.«

»Undskyld, han har, naar det gælder Skabelsen