Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/147

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
131

En af de sørgmodige, slaviske Melodier, lang­somme, ensformige og dog saa navnløst gribende klang ud over Tromsø-Sundet.

André stod stille, han rørte sig ikke af Pletten.

Anede han i dette Øjeblik den dulgte Angst og Vemodens Inderlighed i Sommerglæden hos enhver af Ultima Thules Børn?

Selv deres Nyden er en Kval; thi i samme Nu, den bliver født, dør den.

Anede han pludselig i dette Øjeblik Forkrænke­ligheden og alle Tings Forgængelighed — selv hans eget Livs?

Og André brast ud i en iskold, skærende Latter, saa vild, saa forfærdelig, som man kun kan høre den i et Daarehus; thi Dæmonerne inde i ham maatte faa Luft.

Der var en sønderrivende Splid mellem de tre Naturer, som boede i ham: Lappens, Kvænens og Nordmandens. De trak hver til sin Side forat slide hans Sjæl itu.

Der var et Kaos af fjendtlige, sammensatte Magter i hans Bryst, men i dette Kaos var der et Centrum, og i dette Centrum sad »den indre Dommer«, som Lapperne havde givet ham med paa Reisen, og »den indre Dommer« gav ham ikke Fred.