den rette Varmegrad, madame. Parole d’honneur, du er fortryllende, Olga Wasili, men du skal lære dig til at praktisere Tolerance! Lad ham sværme, lad ham kurtisere og fantasere, det siger intet. Naar han er bleven træt af sine Sonnetter og Serenader, vender han saa alligevel alltid tilbage til dig.«
»Jeg takker Dem, min Fader, jeg takker Dem! Deres faderlige Raad har en Smule Lighed med, hvad Shakespeare lader Capucius sige, da han, efter at Henrik den ottende saa grusomt og barbarisk havde forstødt sin Hustru, træder hen til Dronning Katharinas Dødsleje: »»Det smerter Kongen, at I er syg. Ved mig han sender Jer sin kongelige Hilsen, og beder Jer at tage imod Trøst.«« — Og jeg skal tage roligt og ydmygt til Takke med en Kjærlighed, der har været ude paa Laan? Aldrig! Jeg elsker ham over alt paa Jorden, men jeg fornedrer mig ikke og indvilliger ikke i Synd.«
»God Nat, madame! Du er en Smule echaufferet.«
Greven gik ud, og Olga kastede sig paa Knæ.
»To mod én! Ene, ene, ene! — O, Fader Thorsen, kunde jeg blot snart komme hen til dig! Du vilde raade den raadløse. — O min Gud!
