ikke tilhører min Natur, antager jeg, jeg allerede under mit korte Ægteskab tilfulde har vist.«
»Vær fornuftig, madame! Tillad ham disse smaa Friheder.«
»Jeg tillader ham dem jo alle!«
»Det er ikke nok; du skal tillige glemme dem. Du skal glemme alt, uden ham, du skal vide af intet andet at sige, uden ham. Mon enfant, du skal bøje dig for Geniet, der bor i ham.«
»Nej. Men jeg vil bøje mig for Mennesket i ham, naar det bliver det værd.«
»Saa har jeg intet videre at sige. Vi hylde en forskellig Fremgangsmaade, en forskellig Livsanskuelse, — que faire? Du støder din Mand fra dig, i Stedet for at trække ham til dig og behage ham.«
»Behage ham! Min Gud! Driver jeg ikke Koketteri med mit Toilette, for at hver Fold, hver Sløjfe skal tiltale hans Skønhedssans? Synger jeg ikke de Melodier, han elsker? Læser jeg ikke de Bøger, han ynder? Drømmer jeg om andre om Natten, end om ham? Lever og aander jeg om Dagen for nogen anden, end for ham? Men mit bedre Jeg sælger jeg ikke for hans Kærlighed; thi saa var jeg den ikke længer værd.«
»Charmant! Charmant! Nu har du naaet
