Rynker over hans gule Ansigt. Han stod paa Dækket ved Siden af André, som han havde »tilladt« at blive sin Svigersøn, »fordi Dikterne endog stod — over Adelen.« Lig en Kunstner havde han nu i Løbet af en Maaned rejst om med det Kunstværk, han havde skabt. Menageriejeren foreviste det sjeldne Dyr, han havde fundet i Urskoven og derpaa dresseret.
Greven var tilfreds med sig selv, med sin Svigersøn og med den hele Verden.
Denne gamle, forslidte Verden havde endog pludselig med ét faaet det Indfald at være original!
Landstigningen havde fundet Sted, Formanden havde holdt sin Tale, og under bedøvende Hurraraab lød den tredje Salut ud over Tromsø-Sundet.
André stod med blottet hoved. Endskønt han nu Dage og Nætter igennem havde levet i en eneste Festrus, var han hverken bleven træt eller havde følt sig slappet derved. Hans Naturs glødende Spænstighed kunde taale Overmaalet og alligevel bære sin Rus. Hans Liv skulde efter hans eget Ønske være et sjæleligt Delirium, ellers gad han ikke leve det igennem.
Med funklende Øjne, der havde noget selvfortærende i sin egen Ild, og med let bevægelige
