over til Tromsø-Tinden, der evigt snedækt holder Vagt paa den anden Side af Tromsø-Sundet. Den hvide, kullede Tinde staar paa Vagt mod Fantasien.
Den ligger der paa de blanke Vover saa grøn, saa smilende og solbelyst, som om den var vugget af varmere Vande end Nordishavets og beskinnet af en varmere Sol end Nordpolens.
Tromsø er et Jan van Huysums Blomsterstykke midt i Is, Sne og Frost.
Men Nordpolens Sol indretter ogsaa sit Sommerdrivhus saa støgende hedt, at Blade og Blomster fødes i ét Nu og dø igen ligesaa hurtigt. De ere Polarsolens Inspirationer.
Den hede Sommerdag, da Grev Wasili, hans Datter og André vendte tilbage til Finmarken, var Tromsøen imidlertid langt fra saa kultiveret og forskønnet som nu, — man mindes, at vi ere hensatte en tredive Aar tilbage i Tiden! — men den besad ikke destomindre tilstrækkeligt til at forbause den fremmede, der kom op til Norges nordligste Stiftsstad med en sikker Forestilling om Sneens og Isens Eneherredømme.
Gaves der end ikke saa mange Landsteder og Haver i 1851 som i 1879, saa gaves der dog
