Med det lange, hvide Skærf i Kors over Brystet og derpaa slynget om Livet stod Brudgommen ved Siden af Bruden, der bar Kronen paa sin Pande.
Sølvbroderierne og de mangefarvede Baand glimrede i Vintersolen.
Under Vielsen holdtes Pellet[1] som en Tronhimmel over Brudeparrets Hoveder.
Samtidigt og paa samme Dag knælede Olga Wasili smykket med hvid Silke og Orangeblomster ved André Thorsens Side i Grev Wasilis »Bedekammer« i hans Palæ i Genua.
Fra begge Pars Læber lød den samme Troskabsed, og over begge udtaltes det guddommelige, saa ofte overtraadte, men alligevel uforanderligt gældende Bud: »Hvad Gud har sammenføjet, skal intet Menneske adskille.« Og før skulle Himmel og Jord forgaa før en Tøddel af Guds Ord.
Den første Fjeldpost, der efter denne fælles Bryllupsdag naaede Kautokejno, bragte en Brudegave fra André og hans unge Hustru til Lamik Nikkut, og samtidigt med denne modtog Andreas Thorsen følgende Linjer:
- ↑ Et stort Silketørklæde, svensk Skik.
