Og Lamik svarede:
Sarakka mig skabte af min Faders spænstige Sener,
Kraft i min Favn jeg drak af min Moders snehvide Mælk.
— — — — —
Uksakka blandede Mælken,
Gød Vid ind i mit Hoved.
— — — — —
Jeg søger Læ for Stormen,
En Forstand, der kan tæmme Vreden,
I Modgang gode Raad,
I Medgang en Tømme,
I Lykke, Liv og Død en Ven,
For Hjertets Sorger en Erstatning,
I Nød og Angst en Trøst,
Om den anden Verden en Anelse,
Af os begge en Ætling.
Og da jublede Seimke:
Sammenbland vort Blod!
Foren vore Hjerter
I Nød og i Lyst, o Søn
Af din uskyldige Moder!
Og i de klare Sommernætter vaagede Lamik sammen med Solen.
Han gik om mellem Gammerne og kaldte:
»Nanna!«[1] Kom Nannacam[2] til den Sjæls Elsker!«
Lamik Nikkut og Seimke bleve den 15de Marts viede i Kautokejnos Kirke.
