og snart i Aforismer, men hvad der udgjorde deres største Værd, det var, at de vare Faderens Liv, og at han saa Guds Haand i dem alle.
I 1838 meldtes der pr. Post, at André med Hæder havde bestaaet sin Adgangseksamen til Bologna-Universitet, i 1844 at han med Glans var kommen ud derfra, og i 1849 optraadte den »olympiske, af Guderne udkaarede Yndling« paa Dikterarenaen med et elegant udstyret Bind lyriske Poemer, inspirerede af Finmarkens Natur, af dets »evige« Dag og af dets »evige« Nat.
Endskønt disse Dikte — det antage vi i det mindste for givet, — ikke vilde have erholdt Laurbærkransen af den højere Kritiks berettigede Domstol, det vil sige, saafremt de skulde være blevne vejede paa Retfærdighedens og Upartiskhedens Vægtskaal, modtoge de den ikke desto mindre af Nyhedstrangens Døgnskrig.
André’s Dikte gjorde Epoke og vakte Sensation, takket være den usædvanliges Spændkraft.
Hermed ville vi imidlertid ingenlunde sige, at den glimrende Lykke, der blev hans første Aandsprodukt til Del, var fuldstændig ufortjent. Trods sine store Mangler besad det i Lighed med det samiske Sprog en østerlansk Farvepragt og en Lidenskabens Fantasi, der tilvisse skjulte en ægte,
