Rygtet om disse Breve, om disse fabelagtige Fortællinger fra »den store Verden,« bredte sig lig et Æventyr ud over hele Kautokejno, og André var ÆVentyrets Helt.
Lapperne rystede ikke længere paa Hovederne og sagde: »Gud tro ham!« Dersom André havde fortalt dem, at Himlen vilde falde ned paa Jorden, havde de modtaget det som et Evangelium.
»Vort lille Barn bliver til noget,« sagde Lensmanden, og hans Øjne straalede af Glæde.
Brevene vare alle uden Undtagelse skrevne paa finsk. Om André, idet han benyttede dette Sprog, blot havde til Hensigt at vedligeholde det, eller tillige til at give sin ungdommelige Forfængelighedssol Anledning til ogsaa at skinne for Kvænerne, tør imidlertid ikke paastaas med Bestemthed, ligesaa lidt som det Spørgsmaal med Sikkerhed kan besvares, om André i disse samme Breve ikke blot solede sig i sin egen sønlige Kærlighed, der trofast mindedes sin Pligt at glæde Faderen, men ogsaa tillige i sin Egenkærlighed, der gerne vilde vise, hvilken Karl han var bleven.
De gave under alle Omstændigheder Luft for den Fantasi, der gærede i ham. Andrés Breve formede sig, efter hvert, som hans Uddannelse skred frem, snart i Humoresker, snart i Idyller
