»Herre! Der ere ogsaa andre Stier, som ere dine, naar du kun fører ham til Maalet! Herre! Du er over alt, og der skal blive én Hjord og én Hyrde.«
Andreas Thorsen vidste nu, at det var en farlig Fører, han havde givet sin Søn, men »Daabens Engel fulgte ikke destomindre med i Rejseselskabet.«
Fra det Øjeblik, André forlod Kautokejno, levede Faderen kun i Sønnens Breve. I Tankerne delte han hans Liv, og skønt hans Legeme var i Finmarken, fulgte hans Aand den unge trofast paa hans Fart »ud i Verden.«
Hver Gang Raabet lød: »Fjeldposten er kommet!« forplantede Raabet sig med Lynets Hurtighed fra Gamme til Gamme, og Ekkoet havde neppe naaet den sidste, førend Kirkesangerens Hus blev stormet; thi lige saa vist, som der kom Post, lige saa vist bragte ogsaa denne Post et Brev paa flere Ark fra André.
Disse regelmæssige og tæt skrevne Breve bleve betragtede som fælles Ejendom. I den lange Mellemtid, der forløb inden et nyt Brevs Ankomst, blev det gamle læst paa ny op og op igen, indtil Lapperne tilsidst kunde det udenad, og Lensmanden begyndte at fatte dets Mening.
