det vil sige: i min Alder, vilde være et mal-à-propos tilligemed en personlig Gène.
Monsieur! Idet jeg som Følge heraf antog for givet, at De — vis-à-vis Religionen — hyldede en lige saa liberal og human Livsanskuelse — tør jeg sige: Idé? — som jeg selv, modsatte jeg mig derfor ikke Deres Hr. Søns Beslutning. Tør jeg smigre mig med, at jeg — par instinct — har truffet Sandheden?
Parole d’honneur, monsieur Thorsen! Jeg forsikkrer Dem som Adelsmand og Kavaler, det vilde have været lige saa umuligt at rokke denne pludselige Enthusiasme som at flytte selve Mont Blanc fra Schweitz til det yderste Thule.
Deres Søn stod fast som Fjeldet og lignede i sin vilde Begejstring en Excelsior, der svang sit Fremtidsbanner.
Og sandelig! Dersom De havde set den Beruselse, der greb ham, da han første Gang traadte ind under Kölnerdomens Hvælvinger, da han for første Gang saa den romersk-katholske Kultus’s poetiske Formskønhed samt dens hellige Mystik, da han for første Gang hørte Oratoriernes højtidelige, profetiske Salmetoner, og da hans friske, kraftige Sanser og gennem disse hans Sanser hans Kunstnersjæl i et eneste skabende Nu blev tagen
