løide vinden noget av og drog sig østlig. Vi gik til ro med det bedste haab for den følgende dag.
Søndag den 26. november kom. Det blev en bra dag i flere henseender. Jeg hadde vistnok før ved flere anledninger set prøver av mine kamerater, som tydelig viste, hvad karer de var. Men prøven de avla den dag var saaledes, at jeg aldrig glemmer den, om jeg end blir noksaa gammel. Vinden var i nattens løp atter gaat om paa nord og øket paa til storm. Det blaaste og føk, da vi kom ut om morgenen, saa vi ikke kunde se slædene, halvt nedføkne som de var. Hundene hadde alle krøpet sammen og beskyttet sig paa bedste maate mot uveiret. Temperaturen var ikke saa svært lav — ÷ 27° C — men lav nok til at føles ubehagelig i en storm. Vi hadde alle været en tur ute og set paa veiret og sat nu paa vore soveposer og passiarte om de daarlige utsigter. „Det er fa’n til føre her paa „Slagteren”, sier en; „skulde tro, det aldrig blir bedre. Dette er den 5te dag og det blaaser værre end nogensinde.” Vi var alle enige. „Det findes ikke noget værre end at ligge saan veirfast,” fortsætter en anden; „det tar mere paa end at gaa fra morgen til aften.” Personlig var jeg av samme mening. En dag kan smake godt, men 2, 3, 4 og — som det nu saa ut til — 5 dager, nei, det var rædsomt! „Skal vi forsøke ’n kanske?” Aldrig før var forslaget fremsat, før det enstemmig og under jubel var antat. Naar jeg tænker tilbake paa mine fire venner fra færden mot syd, da ser jeg dem gjerne for mig i skinnet av denne morgen. Alle de egenskaper, som jeg beundrer høiest hos en mand, kom ved den anledning saa klart frem i dagen: mot og uforfærdethet uten pral og store ord.
