Side:Amundsen,Roald-Sydpolen II-1912.djvu/93

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

overflod? Vi visste, at hundene tænkte omtrent det samme: Naar vi bare har mat nok, gir vi en god dag i veiret.

Inde i teltet var Wisting alt paa god vei, da vi efter meldte observationer kom ind. Potten stod over, og efter den liflige duft at dømme var tilberedningen allerede langt paa vei. Kotelettene blev ikke stekt. Vi hadde hverken pande eller smør. Noget fett kunde vi nok altid skilt ut fra pemmikanen, og en pande hadde vi nok vridd til, saa vi kunde faat stekt dem, om det hadde været nødvendig. Men vi fandt det langt lettere og hurtigere at koke dem. Paa den maate fik vi jo ogsaa en deilig suppe paa kjøpet. Wisting greide sine saker paa en forbausende maate. Av pemmikanen hadde han nemlig tat med i suppen de dele, som indeholdt mest grønsaker, og nu serverte han os den fineste ferske kjøtsuppe med grønsaker paa. Maaltidets „clou” var efterretten. Hadde vi næret den ringeste tvil med hensyn til kjøttets kvalitet, blev denne som blaast bort, da den første prøve var over. Kjøttet var nemlig fortræffelig, aldeles fortræffelig, og den ene kotelet efter den anden forsvandt med lynets hurtighet. Jeg skal indrømme, at de kunde ha været noget mørere uten at tape noget, men man maa nu ikke forlange alt av en hund heller. 5 koteletter spiste jeg selv denne første gang, og jeg speidet forgjæves i gryten efter flere. Wisting hadde nok ikke regnet paa saan rivende avsætning.

Vi benyttet denne eftermiddag til at gjennemgaa vor proviantbeholdning og fordele det hele paa 3 slæder. Den 4de — Hassels — vilde bli sat igjen. Proviantbeholdningen blev fordelt saaledes: Slæde I — Wistings — indeholdt: 3700 stykker kjæks — (den daglige ration var 40 kjæks pr. mand), 126 kg. Hundepemmikan — (½ kg. pr. hund pr. dag),