flaadd og oppartert 10 bikjer. Store hauger av det deiligste, friske, røde kjøt med masser av det mest fristende fett laa spredt henover sneen. Hundene gik rundt og snuste. Nogen tok sig et stykke, andre fordøiet. Vi mennesker hadde søkt ut det som vi ansaa for det yngste og møreste til os selv. Wisting var overlatt det hele stel, baade at søke ut og at tilberede kotelettene. Hans valg faldt paa „Rex”, et litet deilig dyr — en av hans egne hunder forresten. Med dreven ferdighet hugget og skar han til, saa meget som han tænkte vilde være tilstrækkelig for et maaltid. Jeg kunde ikke ta mine øine fra hans arbeide. De smaa delikate koteletter virket rent hypnotiserende, eftersom de en for en spratt bortover sneen. De fremkaldte gamle minder fra dager, da vistnok en hundekotelet ikke vilde virket saa fristende som nu, — minder om fater, hvor kotelettene laa velordnede, side om side, med fint kruset papir om benene og de lifligste „petits pois” i midten. Ja, tankene førte videre, — men se det hører ikke hit og angaar heller ikke Sydpolen. Jeg blev vækket op av mine drømmer ved, at Wisting paa en avsluttende maate hug øksen i sneflaten, samlet kotelettene sammen og begav sig ind i teltet.
Skydækket hadde spredt sig noget, og solen viste sig fra tid til anden, om end ikke i sin blideste skikkelse. Det lykkedes os at knipe den just i rette tid og faa vor bredde bestemt — 85° 36’ s. br. Vi var heldige, for ikke længe efter blaaste det op fra ost-sydost, og før vi visste ord av det, stod alt i en røk. Men nu brydde vi os ikke om veiret. Hvad gjorde det os, om vinden ulte i bardunene, og sneen føk, saalænge vi allikevel var bestemt paa at ligge stille, og hadde mat i
