hadde faat nok arbeide den dag og var blit trætte. Men denne sidste aasryg med de ubehagelige fokskavler lot ikke til at genere dem det mindste. Snørekjørende svingte vi alle flot op paa det, som for os saa ut som det endelige plataa og gjorde holdt klokken 8 aften.
Veiret hadde holdt sig fint, og tilsynelatende var det meget sigtbart. Langt borte og strækkende sig mot nord vest laa top i top. Det var den mot sydøst løpende fjeldkjede vi nu saa fra den anden side. I nærheten av os derimot saa vi ikke andet end ryggen av de i den sidste tid saa meget omtalte fjeld. Hvor belysningen kan bedrage, lærte vi senere at forstaa. Jeg raadspurte barometeret straks ved fremkomsten, og det viste sig — hvad hypsometeret senere bekræftet – 10 600 fot over havet. Alle distansehjul gav 17 mil eller 31 kilometer.
Naar vi betragter dette dagsverk — 31 kilometer med en stigning av 5 600 fot, — da kan vi forstaa, hvad arbeide der kan utføres med veltrænede hunder. Vore slæder var endnu hvad man forstaar med tungtlastede. Det synes overflødig at gi dyrene nogen anden attest end at nævne den blotte, bare kjendsgjerning.
Det var vanskelig at finde teltplads, saa haard var sneen deroppe. Vi fandt det dog og reiste vort telt. Sovesækker og privatposer blev som vanlig sendt ind gjennem teltdøren til mig, som la alt i orden derinde. Kokekassen og den nødvendige proviant for aften og næste morgen kom ogsaa som vanlig. Men hvad der gik hurtigere den aften end ellers, var at faa primussen i sving og pumpe den op paa høitryk. Jeg haabet derved at frembringe mest mulig leven og undgaa at høre de mange skud, som snart vilde komme til at falde. 24 av vore
