Efterat vi hadde reist vort telt, gik to partier ut for at
undersøke veien videre fremover. Det ene parti, Wisting —
Hanssen, tok den vei som fra teltet saa lettest ut, nemlig
bræens løp. Den steg her hurtig op i 4000 fot og
forsvandt i sydvestlig retning mellem to topper. Bjaaland
dannet det andet parti. Han syntes vistnok denne
opstigning var for tam og la nu ivei op bratteste
fjeldvæggen. Jeg saa ham forsvinde som en flue i skyen. Hassel
og jeg besørget det nødvendige arbeide rundt og i teltet.
Vi sat inde og smaapassiarte, da vi med et hørte en
komme susende frem for teltet. Vi saa paa hverandre.
Den karen hadde fart. Vi var ikke i tvil om hvem det
var, — Bjaaland naturligvis. Han hadde nok været ute
for at opfriske gamle minder. Han hadde en masse at
berette. Han hadde blandt andet fundet den „fineste
nedstigning” paa den anden side. Hvad han mente med „fin”,
var jeg ikke ganske sikker paa. Var den likesaa „fin”
som den opstigning, han hadde tat, saa betakket jeg mig.
Nu hørte vi de andre komme. Man kunde da høre og følge disse et langt stykke fra. De hadde ogsaa set meget — den „fineste nedstigning” ikke at tale om; men i denne triste meddelelse, at vi maatte nedover igjen, stemte begge partier overens. De hadde begge iagttat den svære bræ, som strakte sig under os i en øst-vestlig retning. Det blev en langvarig diskusion mellem de forskjellige partier, som gjensidig haanet hinandens „opdagelser”. „Ja, men vi saa jo det, Bjaaland, at derfra, hvor du stod, var det bratte braastupet ned.” „Dere kunde slet ikke se mig. Jeg var nemlig i vest for den toppen, som laa i syd for den toppen som — — — —.” Jeg opgav at følge diskussionen længere. Maaten de var forsvundet
