igjen en virkning av jordrotationen. De høie temperaturer betyr nemlig som regel, at vandet er forholdsvis let, og de lave, at det er forholdsvis tungt. Nu bevirker jordrotationen paa den sydlige halvkule, at det lette (varme) vand ovenfra trykkes noget ned paa venstre side av strømmen, og det tunge (kolde) vand nedenfra løftes noget op paa høire side. Paa den nordlige halvkule er det omvendt. Dette forklarer det kolde vand i 400 m. under ækvator, likesom det forklarer, at det like inde ved Afrikas og Syd-amerikas kyster ogsaa er betydelig koldere end længer ute i havet. Man har nu midler til at studere forholdet mellem strømme og tæthetsfordelingen i vandmassene paa en maate som gir værdifulde oplysninger om bevægelsene selv. Materialet fra „Fram” vil vistnok bli av adskillig betydning i saa maate, naar det blir endelig bearbeidet.
Under 400 m. avtar temperaturen videre overalt i Sydatlanterhavet, først hurtig til ensteds mellem 500 og 1000 m., og saa meget langsomt. I de dypeste vandlag er det endog mulig, at de stiger litt igjen, men det vil dreie sig bare om hundrededels eller iethvertfald meget faa tiendedels grader.
Man vet fra de undersøkelser, som er gjort tidligere i Sydatlanterhavet, at de dypeste vandlag flere tusen meter under overflaten har en temperatur mellem 0 og 3°C. Paalangs gjennem hele Atlanterhavet fra længst i nord (ved Island) til længst i syd gaar der en ryg omtrent midtveis mellem Europa og Afrika paa den ene side og begge de amerikanske kontinenter paa den anden. Litt nordenfor ækvator er det en svak hævning tvers over havbunden mellem Sydamerika og Afrika. Længer sydpaa (paa mellem 20 og 35° s. br.) gaar der ogsaa en
