eftertragtet paa vore hjemlige bredder. Men bredden spiller en meget stor rolle her i livet. Hvis nogen hadde budt os mere „vand og brød”, hadde vi gladelig slaat til.
Denne dag passerte vi den sidste spræk for lang tid, og den var bare nogen tommer bred. Terrænget saa fint ut forover. Det gik i meget lange, næsten umerkelige bølgeformationer. Vi kunde bare merke dem paa det, at vardene, vi bygget, ofte forsvandt meget snart. Den 3. november hadde vi kuling fra syd med sterk fok. Føret var meget trægt, men hundene greide sine slæder over forventning godt. Temperaturen steg som sædvanlig med vind fra den kant — ÷ 10° C. Det var bare en fornøielse at ferdes ute i saan temperatur, selv om det blaaste litt.
Dagen efter hadde vi en liten bris fra nord. Det træge føret fra dagen iforveien var helt forsvundet, og det glimrende føre lokket vore hunder til at slaa over i en frisk gallop ret som det var. Dette var dagen, vi skulde række depotet paa 82° s. br., men da det var fuldstændig tykt, var vore chancer smaa. Om eftermiddagen var distansen utgaat, man intet depot var synlig. Synsvidden var heller ikke at skryte av — 10 slædelængder var alt. Det fornuftigste, vi under saanne omstændigheter kunde gjøre, var at slaa leir og vente til det klarnet.
Klokken 4 næste morgen brøt solen igjennem. Vi lot den varme litt først og spise taaken bort, — og saa ut. For en morgen, som mottok os! Tindrende klart og mildt. Saa stille, saa stille laa det mægtige øde for os, slet — saa slet, hvitt i hvitt. Dog nei, derborte avbrøtes jevnheten, der farvedes det hvite. Det tredje vigtige punkt var rukket, civilisationens ytterste forpost mot syd var naadd — der laa vort sidste depot for os. Det var en usigelig
