saa stor som en hvalros og kommer i vegt sikkert opimot 400 kg. Paa den svære krop sitter et latterlig litet hode; i munden et tandsæt, som er omtrent saa ufarlig som det en almindelig ko er i besiddelse av. Skindet varierte i farve fra lysegraat til brunsort.
Sjøleoparden var paa disse kanter langt sjeldnere. Inde i selve bugten fandtes den ikke; de faa eksemplarer vi saa blev paatruffet i pakisen. Saavidt jeg vet, fanget vi bare et par stykker av dem. Leoparden er en ganske anderledes farlig kar end dens fetter Weddell-sælen. Den er næsten likesaa svær, men dens krop er ganske anderledes slank og smidig; en hel mund fuld av lange, skarpe tænder har den, og dette farlige vaaben er den altid parat til at bruke. Man bør ikke nærme sig den fyr uten med en viss forsigtighet. I vandet maa den være en yderst ubehagelig motstander.
Navnet crabeater (krabbe-æter) vækker muligens forestillinger om en eller anden grum skabning. Det er isaafald misvisende. Dets bærer er ubetinget den mest sympatiske av de tre nævnte sælsorter. Den er av størrelse omtrent som vor hjemlige sæl, rask og livlig i sine bevægelser, stadig paa farten med øvelser i høidesprang fra vandet op paa iskanten. Selv oppe paa isen kan den arbeide sig frem saa fort, at en mand har sin fulde hyre med at holde følge. Dens skind er overordentlig vakkert; sølvglinsende graat med smaa mørke flekker.
Man hører saa ofte det spørsmaal, om ikke sælkjøttet smaker av tran. Det synes at være en almindelig antagelse, at saa er tilfældet. Det er imidlertid en misforstaaelse. Tranen og dermed transmaken findes kun i det tommetykke spæklag, der som et beskyttende panser
