bebyggede land er for det første meget stor — over to tusen kvartmil, og for det andet har man paa denne vei en slem hindring i pakisbeltet, der, saa smalt og gistent det end til sine tider kan være, dog altid vil nødvendiggjøre bruken av træfartøier til transporten.
Forholdene i Hvalbugten maa formentlig stille sig avgjort hindrende i veien for anlæg av en fast station. Vort overvintringshus var nedføket i løpet av to maaneder, og vi var bare glad til, da vor bolig derved blev saameget lunere. Om en hvalfangerstation vilde være særlig tjent med en lignende skjæbne, er vel derimot tvilsomt nok.
Endelig skal nævnes, at skjønt der inde i selve Hvalbugten som nævnt hyppig optraadte svære stim av hval, fik man dog ikke det indtryk, at bestanden ute i Rosshavet var saa særdeles rik. Den almindeligst forekommende art var finhval; dernæst blaahval.
Hvad sælen angaar, saa optraadte den i masser langs barrierekanten, saalænge sjøisen endnu laa; efter isløsningen beholdt den hele sommeren igjennem Hvalbugten som et yndet tilflugtssted. Langs den forholdsvis lave iskant inde i bunden hadde nemlig dyrene anledning til letvint at komme sig op paa det tørre og der hengi sig til sin yndlingsbeskjæftigelse: at dovne sig i solskinnet.
Under hele vort ophold paa stedet dræpte vi vel omtrent 250 stykker, herav den overveiende del om høsten like efter ankomsten. Dette lille indhug øvet ingen merkbar virkning. De mange overlevende, som hadde været øienvidner til sine kameraters pludselige død, syntes ikke at ha den ringeste forstaaelse av, at Hvalbugten for øieblikket var et mindre sikkert opholdssted.
Allerede i september, mens isen endnu laa milelangt
