Følg derefter ruten fra Hvalbugten 1912. Kun paa ca.
75° s. br. saaes endel is (omtrent som i 1911), som fulgtes.
Efter den tid saaes absolut ikke mere is, hvad kartet ogsaa
viser. Paa ca. 1½ maaned er altsaa al den is, som vi
møtte for sydgaaende, drevet ut.
Den stiplede grønne linje viser, hvordan jeg antar, isen laa; den stiplede røde, som kursen burde været.
Midnatsolen saaes ikke før nat til 8. januar 1912, søndenfor 77° s. br.; den var da allerede 9,5° høi.
Nat til 9. januar kom vi op under barrieren i et overmaade surt veir. Sydvestlige og sydlige vinde hadde staat paa et par dager med ganske pent veir; men denne nat blev det tæt snedrev og efterhaanden stille, derpaa kuling fra SO med bitende sno og paa samme tid en hel del drivis. Maskinen gik ganske langsomt, og fartøiet holdt mot vinden for at være klar til manøvre. Ved midnatstid rev det litt i luften, og en mørk rand, som viste sig at være barrieren, blev synlig. Fuld fart i maskinen og seilene blev sat, saa vi kunde komme opunder og i læ av den lodrette væg. Litt efter litt blev isblinket over barrieren lysere, og om ikke ret længe var vi saa klos under den, at vi kun hadde plads nok til at gaa baut. Barrieren gaar her ost-vest og med sydostlig vind gik vi derpaa østover langs den. Frivagten, som var gaat ned klokken 8, da vi fremdeles var i aapen sjø, kom op klokken 2 og ser den længe eftertragtede isvæg klos ved.
Nogen timer gik det paa denne maate, men saa blev naturligvis vinden østlig, stik imot, dermed var det baut i baut til klokken 6 eftermiddag samme dag, da vi var ved Hvalbugtens vestre pynt.
Isen laa helt ut til „Vestkap”, og vi seilte over bugten
