præparert av Ludvig Hansen. Den største albatros, vi fik, var 12 fot mellem vingespidsene, og den mindste fugl var en sort landfugl, ikke stort større end en kolibri.
A propos albatrosser. I en kuling er det baade morsomt og interessant at se deres elegante flugt. Uten en bevægelse av vingene seiler de snart med vinden, snart mot; i det ene øieblik berøres vandflaten med vingespidsene, i det næste gaar det ret tilveirs som en pil. Et interessant og lærerikt studium for en aviatiker.
I kuling, da de gjerne i mængder svæver omkring fartøiet, daler de ned efter alt, som kastes overbord; men det er selvfølgelig for stor fart til at fange dem. Dette maa gjøres dagen derpaa, naar vinden er løid av.
Fuglen fanges med et triangel av jern, helst indlagt i træ, saa det kan flyte paa vandet. I topvinkelen, som er meget spids, files jernet skarpt som en kniv, og paa alle sider hænges flesk. Naar dette kastes i kjølvandet, sætter fuglen sig paa vandet for at spise. Overnebbet er krumt som en rovfugls, og idet albatrossen aapner nebbet og biter over flesket, rykkes til, saa trianglet sætter to smaa hak i overnebbet, og fuglen blir hængende. Hvis snøret skulde brække, vil hele historien simpelthen falde av, saa fuglen ingen skade lider. Man maa derfor under indhalingen, selv om fuglen flyr med, forsøke at holde snøret godt stivt, ellers vil det gjerne falde av. En fugl, som flere ganger kan være halt halvveis ind, biter straks paa igjen.
Nat til 12. december saaes et ualmindeligt vakkert sydlys; det varte over en time og bevæget sig i retningen vest — øst.
Den 14de blev der overalt vasket hvitmaling;
