eftermiddag den 10de blev han hentet av en stor taugbaat, hvor det norske konsulats sekretær var ombord. Denne spurte om vi ikke kunde komme ind i havnen, da man „gjerne vilde se fartøiet”. Jeg lovet at komme indom paa tilbakereisen „hvis vi fik tid”.
Søndag morgen den 11te lettet vi og gik ut i det nydeligste veir, man kunde tænke sig. Litt efter litt forsvandt landet, ut paa aftenen ogsaa fyrene; vi var atter ute i Atlanterhavet og straks efter var alt i den gamle gjænge.
Da vi ikke hadde nok preservert proviant ombord, og for at spare mest mulig paa beholdningen, fik vi med endel levende fjerkræ og ikke mindre end 20 levende sauer, som hadde „tilhold” paa „gaarden” paa bagbord side av fordækket. Sauer og høns gik om hverandre, og det duftet altid av det deiligste høi, saa vi hadde baade sjøluft og „fjeldluft”. Tiltrods for al denne deilige luften, var 3 à 4 stykker plaget av influensa og maatte holde køien nogen dager.
Jeg hadde beregnet at være tilbake til Buenos Ayres i begyndelsen av september og om mulig at faa en station hver dag. Distansen var efter en foreløbig beregning ca. 8000 kvartmil, og jeg satte da av følgende plan:
At gaa omtrent O t N med fremtrædende nordlige og nordvestlige vinde til den afrikanske kyst, og der faa fat i sydostpassaten; hvis Afrika ikke kunde naaes før, da at vende om den 22. juli og med sydostpassaten sætte kurs for St. Helena, hvor vi kunde være før 1. august; herfra igjen med samme vind til South Trinidad (11. eller 12. august); fremdeles med østlige og nordostlige vinde en sydvestlig kurs indtil omkring 22. august, da
