Som før nævnt gik det noksaa bra en tid efterat vi
var ute i det Stille hav, god vind i 14 dager itræk, og jeg
haabet saa smaat, at vi atter var ute i det saakaldte
vestenvindsbelte. Intet er imidlertid fuldkommen i denne
verden, saaledes heller ikke her, idet vi hver dag hadde
isfjeld og stadig var plaget av tætte snebyger eller taake;
de første var naturligvis at foretrække, da det ialfald var
sigtbart mellem bygene; men taake er og blir det værste.
Det hændte, at alle mand var oppe hele natten for at
være klar til hurtig manøvre, og der var aldrig mindre
end to mand paa utkik forut. Motoren var ogsaa stadig
klar til øieblikkelig igangsætning. At alle var klar
naarsomhelst, vil et litet eksempel vise:
En søndag eftermiddag, da Hansen, Kristensen og jeg hadde vagt, begyndte vinden at skralle, saa vi maatte gaa baut. Det blaaste ganske friskt, men jeg hadde allikevel ikke lyst til at purre frivagten, da den kunde trænge den søvn, der var anledning til at faa, og Hansen og jeg skulde se at faa fartøiet rundt. Kristensen stod tilrors, men hjalp til, naar han kunde slippe rattet. Idet skibet luffet op i vinden og seilene temmelig voldsomt begyndte at slaa, kom pludselig hele frivagten springende op paa dæk i sine bare unævnelige og til at hale. Tilfældet vilde ogsaa, at et isfjeld i samme øieblik kom stikkende frem av taaken og ret for baugen. Det var da heller ikke mange minutter, før vi var over paa den anden baug, og frivagten blev ikke længe oppe. At være saa tyndt klædt i den kolde, taakete luft var vel heller ingen fornøielse. Saapas let sov man altsaa, og der skulde ikke stor støi til, før man vaagnet. Da jeg senere spurte en, jeg tror det var Beck, hvordan de kunde finde paa at komme op,
