Et fartøi, som stadig seiler østover, stiller uret frem
hver dag, 1 time for hver 15de grad; et, som seilet
vestover, stiller det stadig tilbake. Paa 180° er det ene
kommet 12 timer frem, det andet 12 timer tilbake,
differensen altsaa 24 timer. Naar man derfor skifter længde,
maa man nødvendigvis skifte datum, saaledes at man, naar
man gaar fra øst til vestlig længde, vil faa den samme
dag to ganger, og naar man gaar fra vest til øst længde,
maa springe over en dag.
Den 16de om middagen blev propelleren tat op, og allerede den 17de om aftenen var sjauen undavgjort. En rekord, tiltrods for kuldegrader. Prægtige folk til at arbeide, de maskinister.
Natten til den 16de saa vi desværre midnatssolen for sidste gang. Samme nat saaes noget mørkt paa bagbord baug; det saa i belysningen nærmest ut som en holme. Loddeapparatet blev gjort klar, og vi, som hadde vagt, saa os i aanden naturligvis som de store opdagelsesreisende. Jeg gik allerede og spekulerte paa, hvad navn den mest passende kunde faa; men ak, „opdagelsen” blev tydeligere, og navnet? tja, det blev temmelig prosaisk. „Den døde hvals holme”. Det viste sig nemlig at være en svær opblæst hval, som laa og drev, og som der sat fuldt av sort fugl paa.
Ganske langsomt gik det nordvestover for seilene alene. Den 17. om morgenen saaes isblink i luften paa styrbord boug, og ved middagstider var vi borte ved selve pakisen; denne var her aldeles tæt og opskrudd, saa der var ikke tale om at forsøke paa at gaa gjennem den. Vi blev derfor nødt til at følge isen vestover. Ret agter saa vi i luften samme lysning som over den store isbarriere,
