Helt over paa østsiden av bugten saa der ut til at være mere aapent vand; vi gik derfor langs den faste iskant og fortøiet langs den østre barriere ved 3-tiden om eftermiddagen. Det kap av barrieren, vi laa under, fik navn av „Manhue” paa grund av dets likhet med en mands ansigtsprofil. Under hele vor gange langs isen blev der skutt sæl, saa vi allerede ved ankomsten til vor endelige fortøiningsplads hadde et godt oplag av kjøt.
Jeg for min del var litt uheldig paa en av disse jagter. 4 sæl laa paa iskanten, og jeg hoppet ned med gevær og 5 patroner; patroner i reserve tok jeg ikke, da jeg selvfølgelig selv ansaa mig for en vældig jæger og mente, at et skud pr. sæl var fuldstændig nok. De tre første „fik ikke suk for sig”; men den fjerde ante uraad og „sprang” avgaarde, saa fort den kunde. Jeg skjøt min fjerde patron, men den traf ikke, som den skulde, og sælen avsted i vild flugt med en lang blodstripe efter sig. At la en skadeskutt sæl gaa, hadde jeg ikke lyst til, og da jeg bare hadde en patron igjen, og sælen vendte halen til mig, vilde jeg se at komme paa klods hold for at være sikker. Jeg sprang derfor alt det jeg kunde, men sælen var fortere, og den regulerte selv distansen. Efterat ha sprunget halvveis til Sydpolen, fik jeg ved at opbyde mine sidste kræfter avfyrt det sidste skud. Om projektilet gik opover eller nedover har jeg ingen anelse om. At jeg ved tilbakekomsten blev møtt av lutter haanlige smil og maatte døie adskillig spot, sier sig selv.
Som tidligere nævnt avgik vi fra Norge den 9. august 1910 og ankom til den endelige fortøiningsplads den 14. januar 1911. Paa denne reise var vi bare indom Madeira. Fra Norge er det 16 000 kvartmil, en distanse,
