beskrivelser hadde gjort mig likesom fortrolig med den. Efter samme beretninger hadde vi ventet at finde en forholdsvis trang aapning indtil Balloon Bight, hvad de forhaandenværende fotografier tydet paa; men da vi den 12. gik langs barrieren, kunde vi ingen aapning finde. Paa 164° v. l. var der derimot en stor avbræk i muren, saa det dannet et kap (Vestkap); herfra og over til den anden side av barrieren var ca. 8 kvartmil, og sydover, saa langt vi kunde se, løs bugtis. Vi holdt østover utenom denne drivis og langs den østre barriere til over midnat; men da Balloon Bight ikke kunde findes, vendte vi tilbake til det ovennævnte avbræk eller kap, hvor vi blev liggende hele formiddagen den 13., da isen var for tæt til at vi kunde gjøre nogen fremgang. Efter middag slaknet imidlertid isen og begyndte at drive ut; samtidig gik vi indover, og saa langt inde som mulig, fortøiet vi „Fram” langs den faste iskant paa vestsiden av den store bugt, vi var kommet ind i. Det viste sig, at Balloon Bight og en anden bugt var gaat sammen til en stor bugt, ganske som Sir Ernest Shackleton beskriver det, og som av ham blev kaldt Hvalbugten.
Efter at ha fortøiet her gik chefen med et par stykker paa en rekognosceringstur; det begyndte imidlertid at sne temmelig sterkt, og saavidt jeg vet opnaadde de ikke andet end at se, at barrieren i bugtens sydligste ende skraanet jevnt nedover mot sjøisen; men mellem denne og skraaningen var der aapent vand, saa de ikke kunde komme længere. Vi laa og drev i den stadig opbrækkende is hele natten, i hvilken tid adskillige sæl og pingviner blev skutt. Ut paa morgensiden den 14. blev det aldeles klart, og vi hadde en ypperlig oversigt over omgivelsene.
