Julaften tilbragtes ombord paa en overordentlig hyggelig
maate; vi var paa ca. 56° s. br. og 150° l. ø. Gr. og
hadde et mere end almindelig pent veir. Hele
formiddagen holdt chefen og jeg paa med at dekorere forsalongen
med flag, guirlander av papir, kunstige blomster, kulørte
lygter og lignende, saa det hele saa ut som et fepalads; for
at gjøre det saa naturlig som mulig blev alt lys utestængt.
Klokken 5 eftermiddag blev motoren stoppet og alle mand
invitert til julemiddag, som bestod av det bedste, huset
formaadde, og for at flest mulig skulde kunne delta i
festen, var undertegnede alene paa dæk. Da alle hadde
sat sig, lot chefen grammofonen, som var ophængt i hans
lugar, synge en julesalme, som efter sigende virket
overmaade høitidelig. Efter middagen gik alle mand ned i
agtersalongen, hvor der blev servert kaffe avec og cigarer.
Imidlertid hadde Lindstrøm pyntet et juletræ, som blev
placert i forsalongen. Bordet blev avdækket, og efter
kaffen gik alle mand tilbake til forsalongen, hvor der
vanket toddy og utdeling av presenter. Av disse hadde
vi i Norge faat ca. 300, og der var alle mulige slags, fra
dukker som ropte „mama” eller „papa”, naar de blev
klemt paa maven, til parfumer og buksesæler. Tiden til
klokken 10 aften blev tilbragt paa den hyggeligste maate,
da festen avblæstes, og maskinen atter sattes igang.
Veiret i „de taakede 50°” vekslet mellem kuling, stille, taake, snetykke og lignende. Som regel var maskinen her stadig klar til bruk, hvis vi skulde være saa uheldig at komme for nær isfjeld. Heldigvis møtte vi dog ingen av disse, før tidlig paa morgenen den 1. januar 1911, da vi saa enkelte typiske antarktiske fjeld, det vil si, fuldstændig taffelformige. Vi var da paa vel 60° s. br. og
