fra nu av gik det ganske strykende østover. Vi var meget heldig med vinden der og hadde kuling av god vind næsten 7 uker itræk. I den svære sjø fik vi føle, hvad det er at være med „Fram”; hun slingrer ustanselig, og der er ikke et øiebliks ro. Hundene farer frem og tilbake paa dækket, og naar en av dem slingrer ind paa en anden, blir det optat som en personlig fornærmelse, og slagsmaalet er i fuld gang. Men „Fram” er dog allikevel et første klasses sjøfartøi, og næsten aldrig kommer der vand ind paa dæk. Hadde dette været tilfældet, vilde ikke hundene paa langt nær ha greid sig saa godt som de gjorde.
Den 11. november passertes Kap det gode haabs meridian.
Herfra blev kursen sat paa Kerguelen, som laa midt i vor vei; det var hensigten at gaa indom der for at faa fersk mat til vore dyr og til os selv, og for at fylde vandtankene med ferskt vand. Paa denne ø skulde desuten et norsk hvalfangerselskap holde til, og vi haabet ved hjælp av dem at faa sendt post hjem. Utpaa aftenen den 28. november var vi under landet; vi søkte ikke ind om natten, men holdt det gaaende utenfor til næste morgen. Saasnart det lysnet av dag, satte vi kurs for den bugt, som antokes at være bedst for landing. Da vi var klods indunder landet, blæste der pludselig op en storm fra nord, som stod ret paa. Hvor længe denne vilde vare, var ikke godt at si, og da tiden var kostbar og veien lang, blev der ikke snakket længe om, hvad der skulde gjøres; kursen blev med en gang sat østover uten tanke paa landgang. Skulde det bli slut med vor vandforsyning, kunde vi jo i nødsfald sætte kurs ret paa isen og ta, hvad vi behøvde.
