Paa reisen mistet vi fire hunder. En fandtes død en
morgen uten at vi kjendte aarsaken til det; en døde ved
avkræftelse i barselseng, og to gik overbord en nat i
sterk slingring; vi savnet ikke disse, før ut paa dagen,
da de skulde fodres. Til gjengjæld fødte alle 12 tisper
unger paa turen, alt i alt ca. 80. Da vi ikke hadde bruk
for og heller ikke kunde beholde saa mange, blev alle
nyfødte piker kastet overbord, og vi beholdt kun
smaaguttene, ca. 20 stykker. Da vi ankom til barrieren, hadde
vi 115 hunder.
Som regel er ikke disse hunder kannibaler, naar de faar mat nok; men et par av dem dræpte dog nogen av hvalpene, mens disse var ganske smaa. Sandsynligvis er det kun gjort i et utslag av mordlyst, da de dræpte hunder ikke blev spist.
Alle hunder hadde navn, og hver hund kjendte sit eget navn. De lød paa alt mulig fra „Liket” og „Dødsengelen” til „Uranus” og „Neptunus”.
Den 4de oktober passertes ækvator. Der var naturligvis flere, som ikke hadde været her før; av hensyn til hundene kunde vi dog ikke foreta den traditionelle opvisning, men maatte indskrænke os til en mindre kaffefest paa dækket. Grammofonen blev for første gang ophængt og benyttet. Gjertsen optraadte som solodanserinde, og undertegnede „sang” etpar stubber. Senere spilte Prestrud og Sundbeck duetter paa mandolin. Publikum var naturligvis yderst velvillig og gav sit bifald tilkjende.
Sydostpassaten var ikke saa frisk, som vi hadde ventet, og motoren blev holdt gaaende den hele tid.
I begyndelsen av november kom vi ned i det saakaldte vestenvindsbelte eller „de hylende 40 grader”, og
