haabet vi at skaffe saa mange penger, at den egentlige plan kunde utføres. Av mandskapet ombord var det kun mig, som paa forhaand var blit underrettet om utvidelsen, og det var egentlig meningen ikke at si det før efter avgangen fra Madeira; men da chefen ikke vilde tvinge nogen til at gaa med, blev alle mand kaldt op paa dæk et par timer før vi skulde gaa. Alle mand blev da spurt, om de vilde gaa med sydover, hvis ikke kunde de faa lov at reise hjem .? .?
Det var ganske morsomt at se paa de forskjellige forbausede ansigter. Flere hadde vistnok undret sig over, hvad vi skulde med hundene, huset og mange andre ting paa veien til San Francisco; men at vi skulde gaa sydover istedetfor nordover, hadde nok ingen drømt om. Nok av det; alle uten undtagelse blev begeistret og svarte selvfølgelig „Ja”, hvilket forøvrig var noksaa rimelig. Et kart over den sydlige halvkule blev vist dem, saa de kunde faa litt anelse om, hvor vi skulde gaa hen. Efter en liten stund at ha drøftet „sidste nyt”, fik man et par timer til at gjøre færdig korrespondansen.
Klokken 9 eftermiddag den 9. september lettet vi for sidste gang anker og forlot Madeira, og straks efter at være vel klar av landet, fik vi nordostpassaten igjen; den stod mere eller mindre frisk til ca. 11° n. br.
Efter avgangen fra Madeira overtok jeg „dagvagten”; fra 4 til 9 formiddag; Prestrud og Gjertsen delte den øvrige del av døgnet.
For om mulig at faa litt mere fart paa fartøiet, riggedes der op et læseil og en skyskraper av to solseil; det var ikke megen forøkelse, men litt har det vel hjulpet.
Vi begyndte efterhaanden at komme ind i en bestemt
