fik vi øie paa bart fjeld — for vort vedkommende det første glimt av tilforladelig land i det aar, som nu snart var utløpet, siden vi kom til Antarktika. Vor næste tanke gik ut paa at komme hen for at ta og føle paa stenen og i den hensigt entret vi i en fart over paa nabokollen, som var en ubetydelighet høiere end den, vi først besteg. Stupet gik imidlertid lodret ned med en svær utoverhængende skavl øverst. At fire en mand utover i brælinen ansaa jeg for at være et vel risikabelt vovestykke, og 30 meters længde vilde desuten ikke forslaa stort. Skulde vi faa fat paa stenen, maatte det bli nedenfra. Foreløbig benyttedes den gunstige anledning, som klarveiret frembød, til at ta vore omgivelser i nærmere øiesyn. Fra den 1 700 fot høie, isolerte top, hvor vi stod, var der en ganske vidtstrakt utsigt. Ned til sjøen i nord var avstanden ca. 5 kvartmil. Terrænget sænket sig terrasseformig mot vandkanten, hvor der var en ganske lav barrierevæg. Som ventelig var, hadde isdækket paa denne strækning slaat en utallighe tav revner, som sperret enhver adgang til at komme over.
Mot øst strakte der sig i en længde av ca. 20 kvartmil en vel markert fjeldryg, noget lavere end den top, hvorpaa vi befandt os. Det var Alexandra-fjeldene. Nogen imponerende fjeldkjede var det ikke, snedækket fra ende til anden. Kun paa den østlige knaus var stenen saavidt synlig.
I syd og sydvest kunde intet andet øines end den vanlige, bølgeformige barriereflate. Biscoebugten, som kaptein Scott har kaldt den, var for øieblikket et samlingssted for talrike isfjeld; et par av disse syntes at staa paa grund. Det inderste hjørne i bugten var dækket av
