en ugjennemtrængelig mur rundt teltet. Over midnat løiet det noget og klokken 4 var der forholdsvis bra veir. I en fart kom vi paa benene, sanket sammen fotografiapparat, kikkert, aneroide, øks, bræline samt nogen klumper pemmikan som niste, og avsted bar det med den nærmeste kolle som maal for vor morgenutflugt. Vi gik alle tre, overlatende leiren til hundenes omsorg. De var ikke sprækere nu, end at de med glæde tok al den hvile, man bød dem. Nogen invasion av fremmede behøvde vi saavisst ikke at frygte; det land vi var kommet til, saa ut til at være kemisk rent for levende væsener av enhver art.
Kollen var længere borte og høiere, end det fra først av saa ut til; oversiden viste en stigning av 700 fot, inden vi naadde toppen. Da vor leir laa i en høide av 1 000 fot, fik vi ved kollens høide over havet til 1 700 fot. Den side, ad hvilken vi kom op, var dækket av et snelag, som efter sprækkenes dybde at dømme maatte være overordentlig mægtig. Eftersom vi nærmet os toppen, og utsigten over det omgivende terræng blev videre, svandt troen paa, at vi skulde faa se saa meget som en stenknaus av dette Kong Edwards land. Hvitt i hvitt til alle kanter, ikke en eneste fortrøstningsfuld liten svart flek, hvor man end speidet. Og vi som hadde drømt om svære fjeldformationer à la Mc. Murdo Sund med lune solstekte skraaninger, om pingviner som hækket i tusental, om sæl og andre herligheter, jo tak! Alle drømmene druknet langsomt, men sikkert i et endeløst hav av sne, og da vi endelig stod paa kollens høieste punkt, trodde vi saavisst ikke paa, at der kunde være tale om nogen gjenoplivning av forhaabningene. Det uventede skedde dog: I styrtningen paa den anden nærliggende kolles nordside
