Det var tanken at naa frem til depotet inden dagens
slutning, og det skulde pent ha latt sig gjøre, hvis det
gode føre hadde holdt sig; men utover eftermiddagen blev
overflaten saa løs, at hundene sank i opunder maven, og
da meterhjulet ved 6 tiden om aftenen viste 21 kvartmil,
var dyrene saa opgit, at det ikke lønnet sig at fortsætte.
Næste dag, søndag den 12. november, klokken 11 om formiddagen naadde vi frem til depotet. Kaptein Amundsen hadde lovet at nedlægge en liten rapport ved sydpartiets avreise herfra, og det første, vi tok os for ved ankomsten, var naturligvis at undersøke det avtalte gjemmested for dokumentet. Det stod ikke mange ord paa den lille papirstrimmel; men de gav os den kjærkomne underretning: „Alt vel hittil”.
Vi hadde ventet, at sydpartiets hunder skulde ha gjort det av med mesteparten om ikke alt det sælkjøt, som var kjørt hertil i april maaned; men det var heldigvis ikke tilfælde. Der var en hel mængde tilovers, saa vi med god samvittighet fandt at kunne gi vore egne dyr en dugelig foring. Den fik de ogsaa, og ikke var det smaatterier de satte tillivs. Den fire dagers springmarsj fra „Framheim” hadde været tilstrækkelig til at fremkalde en fenomenal appetit. Johansen hadde i sit spann en hvalp, som for første gang i sit liv var ute for de anstrengelsene ved en slædetur. Det var en tapper, liten fyr som gik under navnet „Lillegut”. Den pludselige overgang fra smalhans til overflod var mere, end smaaens mave kunde klare. Stakkaren laa i sneen og ilskrek det meste av eftermiddagen.
For vort eget vel sørget vi ogsaa den dag ved et ordentlig maaltid paa fersk sælkjøt; derefter forsynte vi os
