sjøkanten i december. Det var ikke saa mange hunder han hadde igjen; men jeg er allikevel ræd, at disse faa efter vor avreise anrettet et stygt nederlag blandt sælungene ute paa isen i bugten. De stakkars mødre kunde vanskelig ha gjort noget overfor en bande hunder, selv om de hadde været mere modige. Deres fiender var for raske i vendingen. Det var et øiebliks sak for dem at nappe ungen bort fra moren; siden kunde de uforstyrret gi sig til at ta livet av stakkaren.
Uheldigvis fandtes der i nærheten av „Framheim” ingen sjøleoparder. Disse er ganske anderledes raske i vendingen end weddellsælen og desuten utrustet med et drabelig sæt tænder, saa de vilde sikkert ha gjort de firbenete sæljægere noget mere forsigtige med hvad de foretok sig.
Efterat vi hadde kjørt tilhuse saavidt mange sælskrotter, at der var mat nok for en rum tid til de 10 à 12 hunder som blev igjen, og desuten skaaret op en passende forsyning til vort eget bruk paa veien til 80° s. br. tok vi den første leilighet til at komme avsted.
Før jeg gaar over til at berette om turen, benytter jeg anledningen til at si et par ord om mine ledsagere, Johansen og Stubberud. Det sier sig selv, at det for mig som nybegynder var en stor betryggelse at ha med en mand som Johansen, i besiddelse av en mangeaarig erfaring i alt hvad der henhører under slædeekspeditioner, og hvad Stubberud angaar, kunde jeg heller ingen bedre reisefelle ønske mig. En patent kar i ordets egentligste forstand; stø og grei i ord som i handling. Skjæbnen hadde nu engang laget det slik, at vi ikke skulde komme ut for saa særdeles mange vanskeligheter;
