Side:Amundsen,Roald-Sydpolen II-1912.djvu/25

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

„titteren paa hjørnet” med skjæbnen. Det at Wisting nedenfra oplyste dem om, at der de nu stod, var laget, som bar dem, bare nogen centimeter tykt, syntes ikke at øve den ringeste virkning paa dem. Tvertom, desto sikrere syntes de at staa. „Vi har været heldige til at finde plads,” mente Wisting, „dette er nemlig det eneste sted, hvor sprækken er smal nok til at kunne anbringe slæden tversover. Hadde vi kjørt litt mere til venstre — Hanssen saa begjærlig i den nævnte retning — saa var ingen kommet fra det. Der findes ikke overflate derborte, bare en haarfin skorpe. Forresten ser det ikke indbydende ut nedigjennem her. Uhyre istagger staar fra alle kanter og vilde spidde en, inden man var kommet langt ned.” Den beskrivelse var ikke tiltalende.

Det var godt vi hadde fundet „saan god plads”. Imidlertid var Wisting færdig med sit arbeide og blev halt op. Paa spørsmaalet om han ikke var fornøiet med at komme op igjen, svarte han smilende, „at det var saa godt og lunt dernede.” Nu halte vi slæden op, og alt var foreløbig godt og vel. „Men,” sa Hassel, „vi maa være forsigtige, naar vi skal bortover her, for jeg holdt paa at dætte i, da Hanssen og jeg bragte slæden hit.” Han smilte, som tænkte han paa et deilig minde. Hassel hadde ogsaa set, at det var nok bedst at være forsigtig. Man behøvde ikke at lete for at finde sprækker. Der fandtes bokstavelig talt ikke andet.

At gaa videre i dette „grisehul” — for vi var forlængst paa det rene med, at vi trods vore forholdsregler allikevel var havnet paa det sted — kunde det ikke være tale om. Vi fik se til at finde en plads for teltet, hvis det var mulig. Men det var lettere sagt end gjort. At finde en plads stor