paa at holde os nogenlunde paa flækken, indtil veiret bedaget sig. Som det blaaste den eftermiddag! Det ene vindkast værre end det andet kom dansende utover fjeldskrentene og rusket og slet i riggen, saa hele skuten dirret. Stemningen ombord var, som ventelig kunde være, litt lummer, og følelsene ga sig luft i diverse mindre lempelige uttryk. Baade veir, vind, skjæbnen og livet i det hele tat fik undgjælde. Det hjalp imidlertid litet. Halvøen, som skilte os fra Storm Bay, laa der like tryg og urokkelig, og kulingen drev paa, som den aldeles ikke hadde noget hastverk med at slippe os rundt. Hele dagen gik, og mesteparten av natten gik, uten at der indtraadte nogen forandring. Først om formiddagen den 6te begyndte utsigtene at bedres. Vinden løiet og drog sig mere sydlig; det var rigtignok den vei vi skulde, men ved at holde os kloss oppe under stranden, hvor vi hadde fuldstændig smult vand, lykkedes det at arbeide os nedover til Tasman Island inden mørket faldt paa. Natten bragte vindstille, og dermed hadde vi vor chance. Maskinen arbeidet alt hvad remmer og tøi kunde holde, og en smule gunstig strømsætning gjorde sit til at hjælpe os paa vei. Ved daggry den 7de var vi langt inde i Storm Bay og kunde endelig med god grund anse os for at være situationens herrer.
Det var en solskinsdag, og ansigtene skinnet omkap med solen; ingen skulde længer kunne se det ringeste spor av de to sidste dages fortrædeligheter. Snart begyndte „Fram” at skinne ogsaa. Hvitmalingen paa dækket fik sig en ordentlig overhaling med saapevand av allersterkeste sort. Ripolinen blev igjen like blank som før. Efter denne sjau begyndte ogsaa menneskenes ydre at
