Side:Amundsen,Roald-Sydpolen II-1912.djvu/226

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

som kom fra land, var rent glubske efter nyheter fra den civiliserte verden, men sjøpartiet var mindst likesaa opsat paa at faa fuld besked om alle detaljer fra vort etaarige ophold dernede paa barrieren.

Man maa næsten selv ha oplevd noget lignende for at kunne sætte sig ind i, hvordan det ved slike anledninger kan hagle ned med spørsmaal og svar i det uendelige. Hvad vi landkrabber kunde berette, vil i hovedtrækkene være gjengit i de forangaaende kapitler. Av det, vi fik høre utenfra, var kanske det interessanteste beretningen om, hvordan forandringen i ekspeditionens plan var blit optat hjemme og ute.

Mindst en uke varte det ved, inden der blev nogen merkbar ebbe i den svære flom av spørsmaal og svar. Den uken hadde gaat kvikt, kanske fortere end vi egentlig brydde os om, for det viste sig, at „Fram” ikke rigtig kunde holde følge med tiden. Veiret holdt sig nok ganske skikkelig, men ikke rigtig slik som vi ønsket. Vi hadde gjort regning paa, at de sydøstlige og østlige vinde, som saa hyppig optraadte rundt „Framheim”, ogsaa skulde vise sig ute i Rosshavet, men det glemte de aldeles. Litet vind hadde vi, og hvis der fandtes nogen, var det i regelen et hæng fra en nordlig retning, litet, men altid nok til at sinke vor gamle, hæderlige skute. Observationer var det ikke mulig at faa de første 8 dager; det var overskyet bestandig. Spurte man engang imellem skipperen om pladsen, sa han gjerne noget om, at det eneste, som for tiden kunde anses for sikkert, var, at vi befandt os i Rosshavet.

Den 7. februar skulde vi imidlertid efter en nogenlunde god middagsobservation være godt og vel nordenfor