videre fremgang. Der blev straks anledning til at prøve Nilsens metode; vinden, som forøvrig var ganske løi, kom omtrent ret vestlig, derfor blev roret lagt styrbord og baugen vendt vestover. Vi styrte til og med retvisende syd en god stund, men det viste sig, at den temmelig drøie sving ikke hadde været gjort forgjæves; efterat vi i nogen timer hadde arbeidet os op til luvart, traf vi aapninger i massevis. Hadde vi holdt kurs som begyndt, er det slet ikke udelukket, at vi kunde ha blit opholdt i lang tid paa veien for nogen faa kvartmil til siden.
Efter at ha fuldført den første drøie sving, slap vi for fremtiden at gjøre flere. Isen holdt sig vedvarende slak, og den 6. februar forkyndte den hurtig voksende dønning, at vi var færdig for godt med den antarktiske drivis. Det var snaut nok, om vi saa en eneste sæl under farten gjennem isbæltet dennegang, og om vi hadde set nogen, var der neppe blit avset tid til jagt. Der var nok av god mat baade for folk og hunder denne gang, uten at vi behøvde at ty til sælbiffen. For hundene hadde vi tat med hele restbeholdniogen av vor udmerkede hundepemmikan, og den beholdning var ikke saa ganske liten. Desuten hadde vi med en god slump tørfisk. Der blev vekslet med fisk og pemmikan andenhver dag. Paa denne kost holdt dyrene sig i fortrinlig stand, og efterat de ved ankomsten til Hobart hadde fældt det meste av den strie vinterpels, saa de mest ut til at ha gaat et aar paa stas.
For os 9, som kom fra land, hadde vore kamerater ombord sørget ved at ta med sig den lange vei fra Buenos Ayres flere smeldfete griser, som nu levde i sus og dus i sin binge paa agterdækket; i arbeidsrummet hang desuten 3 nydelige saueskrotter. Det behøver neppe siges, at vi
