som forlængst hadde fundet sin grav i kameratenes maver hundreder av kvartmil inde paa barrieren.
Ikke før var den sidste bikje lempet ombord og de to isankre løsnet, før det klang i maskintelegrafen, og med det samme var maskinen igang med at fjerne os fra enhver nærmere berøring med iskanten i Hvalbugten. Avskeden fra denne vor lune havn artet sig nærmest som et hop fra en verden over i en anden; taaken hang over os tyk som grøt, skjulende alle omgivelsenes konturer bak sit klamme dække, idet vi stod utover. Efter en tre fire timers forløp letnet det ganske braat, men agterut stod fremdeles taakebanken som en væg; det bakenfor liggende panorama, som vi visste vilde ha tat sig saa glimrende ut i klarveir, og som vi saa gjerne skulde ha lat øiet dvæle ved i det længste, det var og blev gjemt.
Den samme kurs vi styrte under indseilingen for et aar siden kunde med tryghet følges i motsat retning, naar vi nu var for utgaaende. Bugtens konturer hadde holdt sig absolut uforandret i det aar som var gaat. Selv det mest fremspringende punkt av væggen paa bugtens vestside „Kap Manhue” stod trygt paa sin gamle plads, og det saa slet ikke ut til at ha noget særlig hastverk med at fjerne sig. Det vil sandsynligvis holde sig hvor det er mangen en god dag endnu; for om der overhodet foregaar nogen bevægele av ismassen inde i bunden av bugten, er den iallefald yderst liten. Kun i én henseende hadde forholdene i dette aar artet sig noget anderledes end i det nærmest foregaaende. Mens i 1911 størsteparten av bugten var fri for sjøis allerede den 14. januar, var der i 1912 ingen aapning før omtrent 14 dager senere. Isdækket hadde holdt sig haardnakket, indtil den friske
