indenfor døren til vor prægtige bolig kom aldrig disse fiender; der delte vi hus med lys og varme og hygge. Hvad under om dette sted øvet en temmelig sterk tiltrækning paa enhver av os i det øieblik, vi skulde til at snu ryggen til det for godt? Utenfor vinket den store verden, det er saa; og meget kunde den ha at byde paa, som vi i lang tid hadde maattet savne, men sandelig var der ogsaa blandt de ting, som ventet, mangt og meget, vi endnu gladelig kunde undvære saa længe som bare mulig. Naar hverdagslivet kom med sine tusen bekymringer og fortrædeligheter, kunde det nok hænde, at nogen hver vilde længte tilbake til den sorgløse og fredelige tilværelse paa „Framheim”.
Nu, den smule vemodsstemning som fandtes, var vel neppe sterkere, end at enhver forholdsvis hurtig vandt bugt med den. Efter ansigtene at dømme skulde man i et hvert fald tro, at glæden i øieblikket var den mest almindelig forekommende sindstilstand. Og hvorfor ikke? Det nyttet jo litet at dvæle ved fortiden, selv om den i nuet kunde synes noksaa tiltrækkende, og hvad fremtiden angik hadde vi ialfald endnu lov til at vente os mest mulig godt av den. Hvem brød sig om at tænke paa de uundgaalige, kommende bekymringer? Ingen. Derfor var „Fram” klædt med flag fra for til agter, og derfor skinte fjæsene hverandre imøte under avskeden fra vort hjem dernede paa barrieren. Vi kunde forlate det med bevisstheten om, at hensigten med vort et-aarige ophold der var naadd, og den bevissthet veide dog adskillig mer end tanken paa, at vi i mange retninger hadde hat det saa godt. En ting, som under hele vort to-aarige samvær paa denne tur hadde bidraget saa mægtig til at faa tiden
