vi ikke hadde fundet vort gamle spor. Vistnok kunde vi ikke se det langt, men vi kunde dog se retningen det tok. For nu at være helt sikker, satte jeg kursen til nordost til ost — 2 streker østligere end den oprindelige kurs. I forhold til vort gamle spor pekte det ogsaa bra, idet vor nye kurs laa betydelig østligere end den retning sporene tok. Endnu et sidste blik over teltplassen for at se, at ikke noget var glemt og saa ind i sneyret. Det var et rigtig griseveir. Det snedde ovenfra og føk nedenfra, saa man blev ganske blindet. Man saa ikke langt. Det var ofte vi paa den sidste slæde hadde vanskelig for at se den første.
Bjaaland kjørte foran os. Det hadde i længere tid gaat merkbart utover, og det var mot beregning. Men nogen større beregning i det veir kunde man nu heller ikke gjøre. Vi hadde flere ganger passert over sprækker, men ikke av nogen størrelse. Pludselig ser vi Bjaaland’s slæde synke over. Selv springer han av og tar fat i draglinen. Slæden blev liggende nogen øieblikke paa siden, begyndte saa at synke mere og mere og forsvandt tilslut helt. Bjaaland hadde faat godt spændtak i sneen, og bikjene laa flate og klorte. Imidlertid seg slæden mere og mere. Alt det var gjort paa nogen sekunder. „Nu greier jeg det ikke længer.” Vi var netop — Wisting og jeg — rukket hen til ham. Han holdt krampagtig og strittet imot alt hvad han kunde. Men likemeget. Tomme for tomme sank slæden dypere. Bikjene saa ogsaa ut til at forstaa situationens alvor. Utstrakte paa sneen satte de klørne i og strittet imot, hvad de formaadde. Men det hjalp ikke. Tomme for tomme — sikkert saa sikkert — seg det hele mot dypet. Han hadde ret nok Bjaaland, da han mente, han ikke greide det
