før — blev sælbiffen en behagelig adspredelse i menuen — intet mer.
Temperaturen var steget meget efterat vi kom ned paa barrieren — omkring ÷ 10° C holdt den sig jevnlig. Det blev saa varmt i soveposene, at vi maatte vrænge dem med haarene ut. Det hjalp. Vi pustet friere og glædet os. „Akkurat som en iskjælder at komme ned i,” bemerket en. Den samme følelse, som naar vi en varm sommerdag kommer fra solsteken ind i en sval skygge.
Onsdag 10. januar. „Samme griseveir”, sne, sne, sne. Sne og igjen sne. Skulde det aldrig ta ende? Dertil tykke, saa vi ikke har kunnet se 10 m. frem. Temperaturen ÷ 8° C. Det tiner overalt paa slædene. Alt blir vaatt. Har ikke paatruffet en eneste varde i dette blindeveir. Sneen var svært dyp til at begynde med og føret overordentlig traadt, men ikke desto mindre greide hundene sine slæder udmerket.
Den kvelden bedret veiret sig heldigvis, og det blev forholdsvis sigtbart, da vi begyndte vor marsj klokken 10. Ikke længe efter fik vi en av vore varder i sigte. Den laa mot vest ca. 200 m. borte. Vi var altsaa ikke langt ute av vor kurs. Vi gjorde den lille omvei og gik bort til den. Det kunde være interessant at se, om vort bestik var i orden. Varden var noget medtat av solskin og storm, men vi fandt dog den indlagte beretning, som fortalte os, at denne varde var bygget den 15. november paa 84° 26’ s. br. De sa os ogsaa, hvilken kurs vi maatte styre paa vort kompas for at række næste varde, som laa 5 km. fra denne.
Som vi nu forlot denne vor gamle ven og satte kurs, som den raadet os til, kom der pludselig og til vor
