igjen kom ut for at fortsætte, stod hele barrieren i en snerøk. Det blaaste kuling fra syd med fuldstændig overtrukken himmel. Snefald og fok forente sig i skjøn dans og gjorde det vanskelig at se. Det heldige nu var jo, at vi gik undav veiret og saaledes slap at faa alt i øinene, som vi ellers var saa vant til.
De store revner, som vi nu visste, vi hadde tvers paa vor marsjretning, gjorde at vi maatte være meget forsigtig. For at undgaa enhver risiko spændte Bjaaland og Hassel, som gik foran, bræline mellem sig. Sneen var meget dyp og løs, føret meget tungt. At vi nærmet os de ventede, sprækker fik vi heldigvis i tide fornemmelse av i form av nogen blankføkne isrygger. Disse fortalte os tydelig nok, at her hadde forstyrrelser fundet sted, og at endnu større var i vente, og det sandsynligvis nær ved. I det samme flængtes det tætte skydække, og solen stak gjennem den hvirvlende snemassse. I samme nu brølte Hanssen: „Stop Bjaaland.” Han stod akkurat paa grænsen av den gapende revne. Selv hadde Bjaaland et fortrinlig syn, men hans udmerkede snebriller — eget patent — hindret ham fuldstændig i at se. Nu, nogen større fare hadde Bjaaland ikke været utsat for, om han hadde ramlet ned i sprækken, sammenbundet som han var med Hassel. Men forbandet ubehagelig hadde det nu været allikevel.
Som jeg før har nævnt, antar jeg, at de svære forstyrrelser her antyder grænsen mellem barrieren og landet. Denne gang syntes de ogsaa merkelig nok at danne en grænse mellem stygt og pent veir; for paa den anden side av dem — mot nord — laa barrieren badet i solskin. Mot syd raste snestormen værre end nogensinde.
