hjemtur. „Fandens dansegulv” slap vi aldeles fri for. Den 2. januar skulde vi efter beregningen træffe „Fandens bræ”, og det holdt da ogsaa stik. Paa lang avstand kunde vi se den. Svære skrugarer og bølgedannelser taarnet sig høit i sky. Men, hvad der forbauset os var, at vi mellem og paa den anden side av disse forstyrrelser syntes at se en jevn, hel slette, ganske uberørt av det oprevne terræng. Hassels, Wistings og Bjaalands fjeld laa, som vi hadde forlatt dem. De var lette at kjende igjen, naar vi bare kom dem litt ind paa livet. Nu raket Helmer Hanssens fjeld igjen høit i veiret. Det glinset og brøt, som i den herligste diamant, der det laa badet i morgensolens glans. Vi antok vi var kommet landet næmere, end da vi gik sydover, og at det var grunden til, at vi fandt terrænget saa helt forandret. Da vi gik sydover, saa det jo rigtignok ufremkommelig ut indover mot land, men hvem vet — muligens der indenfor det oprevne terræng vi dengang saa, fandtes en hel, fin strækning og at vi netop var saa heldige at dumpe paa den. Men det var atter luften, som narret os, det fik vi syn for dagen efter, for istedetfor at være nærmere land, var vi kommet længere ut fra land, og det var grunden til, at vi bare fik en liten snert av den litet venlige bræ.
Vi hadde vor teltplads den aften midt paa en svær, fyldt spræk. Vi var en smule spændt paa, hvad terrænget videre fremover hadde at byde paa. At disse faa hauger og gamle sprækker var alt, hvad bræen denne gang hadde at by os, var mer end vi turde haabe. Men den tredje dag kom og bragte — Gudskelov og tak — ingen skuffelser. Med et ubegripelig held var vi sluppet forbi alle disse stygge og farlige overfarter og stod nu, før vi visste ordet
